close

Ugens selvkørende nyheder – 9

Foto: Ford

Ford vil tjene selvkørende penge i Miami, Mercedes køber resten af en delebilstjeneste, Californien tillader testkørsel uden fører, og VW’s selvkørende partner får stærke kort i bestyrelsen. Her er overblikket over ugens selvkørende nyheder.

Ford afprøver selvkørende forretningsmodel i Miami

Én ting er at lave en bil, der kan køre selv. En anden ting er at gøre selvkørende biler til en god forretning. I det lys tegner Ford sig for ugens største selvkørende nyhed med udmeldingen om, at man vil afprøve ikke bare selvkørende biler, men en selvkørende forretningsmodel, i solskinsstaten Florida.

“Med hjælp fra myndighederne i Miami sætter vi vores ydelser direkte ud på gaderne i Miami og Miami Beach,” skriver Sherif Marakby, Fords direktør for autonome køretøjer og elektrificering, i et blogindlæg.

Indtil videre er der tale om et samarbejde med Dominos Pizza – en forlængelse af et samarbejde, som blev afprøvet første gang i den lille by Ann Arbor i Michigan. Formålet er i første omgang at finde ud af, hvordan kunderne har det med at bevæge sig ned ad indkørslen og ud til vejen for selv at tage sin pizza ud af bagruden på en Mondeo (som hedder Fusion i USA). Så i starten vil der være en chauffør bag rattet, som bare kommer til at have noget med kunderne at gøre.

Læs også: Ford og Dominos sammen om selvkørende pizzaer

Det samme gør sig gældende for samarbejdet med Postmates, som kommer ud at rulle i Miami i løbet af marts. Postmates har udviklet en tjeneste, hvor man via en app kan få hvad som helst leveret til døren med et bud, og sådan en service nærmest skriger på et førerløst køretøj. Det får den nu, men ligesom med Dominos-ordningen kommer der til at sidde en person bag rattet i starten – det interessante er, ifølge Ford, at se, hvordan mennesker interagerer med bilen i begge ender af ruten. Altså både, når nogen skal stoppe noget ind i bilen, og når nogle andre skal have det ud af bilen.

Foto: Ford

Imens nogle Fusions kører med Pizza, kører andre rundt med store kasser på taget og laver detaljerede 3D-kort af Miami. Kortlægningen er nødvendig, før Ford-bilerne for alvor kan komme til at køre af sig selv i byen, der indtager en 10.-plads på listen over de tungest trafikerede byer i verden. Kortlægningen kommer til at ske i samarbejde med Ford’s partner Argo.

Længere ude i horisonten venter et samarbejde med kørselstjenesten Lyft om transport af mennesker i selvkørende biler. Og så er der det med at holde sådan en flåde på hjulene.

“Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi vil udvikle fuldt selvkørende køretøjer, men en ting, vi ikke snakker meget om, er behovet for at tage sig af flåden efter en lang dag eller nat på vejen,” skriver Sherif Marakby.

Derfor etablerer Ford sin første autonomous vehicle operations terminal nær downtowm Miami. Her vil bilerne blive vasket, vedligeholdt og få renset sæderne for tyggegummirester og det, der er værre. Hvem ved, hvad folk kan finde på at efterlade i en taxa uden chauffør…

Mercedes køber Car 2 Go op til muligt partnerskab med BMW

For den nette sum af 70 mio. euro, svarende til 521 mio. kroner, har Mercedes’ moderselskab Daimler købt 25 pct. af delebilstjenesten Car 2 Go fra Europcar. Dermed ejer Daimler 100 pct. af Car 2 Go.

Foto: Car 2 Go

Tjenester, hvor brugere kan dele biler eller bare et lift, er i gevaldigt høj kurs for tiden. Som trofaste læsere af nærværende nyhedsopdatering vil vide, har BMW for nylig købt sin partner Sixt ud af delebilstjenesten Drivenow, og så sent som i sidste uge købte Bosch samkørselstjenesten SPLT.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der sågar lagt i ovnen til et partnerskab mellem BMW og Mercedes-Benz omkring delebilstjenester. En unavngiven kilde, der er “bekendt med sagen”, fortalte til Reuters i januar, at de to bilproducenter planlægger at lave en fælles forretning med delebiler, kørselstjenster, laderpunkter til elbiler og digitale parkeringstjenester.

Rygterne er ikke bekræftede, men Daimler har for nyligt udtalt, at man er åben over for at overveje en bredere alliance på området (Deutsche Welle).

VW’s leverandør af selvkørende teknologi scorer halv milliard og stærke bestyrelseskræfter

Aurora, som indledte 2018 med aftaler om at levere selvkørende teknologi til både VW, Hyundai og det nye bilmærke Byton, har nu sikret sig en kapitalindsprøjtning på 90 mio. dollars (544 mio. kroner) fra to investorer.

De to er Index Ventures og Greylock, og selvom pengene må være gode at have fået ind på kontoen, kan det blive lige så værdifuldt i længden, at der følger to nye bestyrelsesmedlemmer med i handlen.

Læs også: Pas på, Tesla! For her kommer Byton

Den ene er Mike Volpi, der er general partner i Index Ventures, og tidligere har gjort en god figur hos it-giganten Cisco. Greylock sender Reid Hoffmann, som grundlagde Linkedin. I forbindelse med offentliggørelsen af aftalen havde de nye bestyrelsesmedlemmer rosende ord med på vejen til Auroras CEO Chris Urmson, der tidligere var med til at grundlægge det, der i dag hedder Waymo.

“Det er klart i dag, at lederen inden for (selvkørende, red.) teknologi er Waymo. De mennesker, der har bygget det, er her på Aurora. Jeg er ret sikker på, at de kan gøre det bedre anden gang,” siger Mike Volpi ifølge Financial Times.

Califorien tillader testkørsel uden fører bag rattet

USA-staten Californien er ikke bare hjemsted for adskillige virksomheder med tilknytning til selvkørende biler, det er også en hyppigt anvendt stat til at teste selvkørende teknologi på virkelighedens veje.

Foto: PR

Indtil nu har al testkørsel i Californien forudsat, at der sad et menneske bag rattet til at tage over om nødvendigt, men fra den 2. april i år vil det ikke længere være et ufravigeligt krav.

Ifølge Techcrunch vil det være nødvendigt at søge om en ny tilladelse til at teste førerløst. Det californiske Departement of Motor Vehicles kræver også, at der er en dedikeret kommunikationslinje til nogen, der kan overtage kontrollen over bilen, og at bilerne er sikret mod cyberangreb

Læs også: GM vil producere fantasiforladt bil uden rat

Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response