close

Uber-testbil kræver første dødsoffer

En selvkørende Volvo XC90-testbil som denne har påkørt en fodgænger i Arizona. Foto: Uber

En fodgænger har mistet livet, efter at hun blev ramt af en af Ubers selvkørende testbiler i Arizona. Sikkerheden vil være højere ved selvkørende forsøg i Danmark, vurderer afdelingsleder i Vejdirektoratet Andreas Egense.

For første gang har en selvkørende bil været årsag til en dødsulykke. Det skete, da en af Ubers selvkørende testbiler, en Volvo XC90 med Ubers egen sensorteknologi monteret, ramte en fodgænger i byen Tempe, Arizona, søndag aften ved 22-tiden lokal tid. Uber har indstillet alle sine forsøg med selvkørende biler indtil videre.

Herhjemme kommer de til at køre mere eller mindre som en sporvogn. Andreas Egense, afdelingchef i Vejdirektoratet, om danske forsøg med selvkørende transport

Det lokale politi i Tempe oplyser på et pressemøde, at bilen var i autonom funktion, da en 49-årig fodgænger trådte ud på vejen. Den foreløbige efterforskning viser, at bilen kørte ca. 40 miles i timen (ca. 65 km/t), da den ramte fodgængeren, og der var ikke tegn på, at bilen havde bremset forud for sammenstødet. Der var en testkører bag rattet, en 44-årig mand, som samarbejder med myndighederne og ikke viste tegn på fysisk svækkelse umiddelbart efter ulykken.

Ubers testbil efter ulykken. Foto: ABC15.com

Politiet vil ikke spekulere i, om ulykken er bilens eller fodgængerens skyld, før efterforskningen er afsluttet. Der er dog videooptagelser af sekunderne op til ulykken, både af bilens omgivelser og af den testkører, som sad bag rattet. Politiet har set optagelserne, men nøjes med at konstatere, at de viser fodgængeren nærme sig bilen.

Vil være mere sikkert i Danmark

I Danmark er der endnu ikke nogen køretøjer, der kører autonomt på offentlig vej. Flere projekter er undervejs, men de skal først have tilladelse fra Vejdirektoratet.

Læs også: Aalborg indsætter tre selvkørende busser efter sommerferien

Her mener afdelingsleder Andreas Egense, at detaljerne i Uber-ulykken er afgørende for, hvad episoden kommer til at betyde for udbredelsen af selvkørende transport.

“Hvis et svigt i teknikken har været årsag til ulykken, sætter det jo teknologien i et dårligt lys, og det kan jo påvirke offentlighedens accept af udbredelsen,” siger han.

Han vurderer ikke, at ulykken i Arizona kommer til at påvirke den proces, som ansøgninger om selvkørende forsøg herhjemme skal igennem. Han frygter heller ikke, at noget lignende kommer til at ske på dansk grund.

“Som udgangspunkt vil vi ikke gennemføre forsøg, som ikke kan gennemføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt,” siger han.

Læs også: Første ansøgning om førerløst forsøg er afleveret – hvad sker der med den?

Andreas Egense fremhæver blandt andet kravet om, at en ekstern assessor skal sige god for, at et forsøg med selvkørende transport er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre. Han understreger også, at de danske forsøg kommer til at adskille sig fra Ubers forsøg i Arizona på en måde, der har betydning for sikkerheden.

Udelukker ikke forsinkelse af forsøg

I Danmark bliver de første forsøg formentligt med minibusser, som kommer til at køre med lav hastighed på dedikerede, afmålte strækninger – hvorimod Ubers biler kører rundt i almindelig trafik som almindelige taxaer.

“Herhjemme kommer de til at køre mere eller mindre som en sporvogn. Det er meget mere simpelt og overskueligt, og den lavere hastighed giver også en væsentligt mindre risiko.”

Læs også: Video: Hop ind på bagsædet af Waymos førerløse bil

Selv om selve sagsbehandlingen ikke vil blive ændret, udelukker Andreas Egense ikke, at Uber-episoden alligevel kan komme til at få konsekvenser for, hvornår forsøg med selvkørende transport i Danmark bliver en realitet.

Det skyldes, at ansøgningerne skal igennem en politisk behandling, hvor transportministeren kan vælge at lade Folketingets trafikudvalg komme til orde.

“Det kan jo ikke udelukkes, at der kan opstå et eller andet i dén proces,” siger han.

Puster til ilden i USA

I udlandet har selvkørende testbiler før været involveret i ulykker, men testbilerne har aldrig fået skylden for ulykkerne. Det er dog første gang, at et uheld med en selvkørende testbil fører til en fodgængers død, og ulykken har fået debatten om selvkørende bilers sikkerhedsniveau til at blusse op i USA.

Læs også: Her er landene som er mest parate til selvkørende biler

For tiden er flere amerikanske delstater begyndt at slække på kravene til testkørsel, for eksempel har Californien lige fulgt Arizonas eksempel ved at tillade testkørsler uden en operatør bag rattet. Desuden har et lovforslag fra senatet åbnet op for, at selvkørende biler skal fritages fra visse sikkerhedsmæssige krav, som almindelige biler er underlagt.

“Denne tragiske hændelse gør det klart, at autonome køretøjsteknologier har en lang vej at gå, før det er virkelig sikkert for passagererne, fodgængere og chauffører, der deler amerikanske veje”, siger demokraten Richard Blumenthal ifølge New York Times.

Tempe Politis pressemøde kan ses på det amerikanske nyhedsmedie ABC15.

Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response