close

VW snakker med Waymo om selvkørende system

Die I.D.-Familie von Volkswagen auf der Los Angeles Auto Show 2017
I.D. Crozz er VW's bud på en delvist selvkørende elbil. Forventet lancering i 2020. Foto: VW

Volkswagen er i dialog med blandt andre Waymo om indkøb af teknologi, der skal få bilerne til at køre selv, fortæller direktør på pressekonference.

Imens nogle bilproducenter sætter alle sejl ind på at udvikle sin egen selvkørende teknologi, erklærer tyske VW åbenlyst, at man leder efter partnere til opgaven.

Det fortæller Volkswagens finansdirektør Frank Witter på en pressekonference i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal. Her løftede han også sløret for, at Google’s søsterselskab Waymo er blandt de potentielle leverandører, som VW snakker med.

“Vi ønsker at få adgang til et selvkørende system, og vi snakker med relevante spillere. Det er meget dyrt at udvikle, og andre er allerede langt fremme. Waymo er en af dem,” siger Witter ifølge mediet The Drive.

Læs også: Waymo-CEO om europæisk entre: Det kan tage nogle år

Waymo snakker med andre

Netop salget af selvkørende teknologi til bilproducenter er en del af forretningsgrundlaget i Waymo. Ifølge J.P. Morgan er Waymo allerede nu i dialog med producenter af hver anden solgte bil på markedet.

Investeringsbanken vurderer i øvrigt potentialet for Waymo’s forretning til at være så stort, at værdien af Waymo i dag – altså før selskabet har solgt noget som helst – er 175 mia. dollar. Til sammenligning er værdien af Volkswagen, som er blandt verdens størst bilproducenter, omtrent 85 mia. dollar.

Volkswagen er blandt de bilproducenter, der åbentlyst har taget idéen om selvkørende biler til sig. Bilproducentens serie af elektriske konceptbiler, der går under den fælles betegnelse I.D., er kendetegnet ved, at rattet enten kan køre ind i instrumentbordet. Eller at der som i topmodellen I.D. Vizzion slet ikke er noget rat.

Læs også: VW dropper rattet i ny model

VW har allerede selvkørende partner

Det er dog langt fra sikkert, at VW og Waymo ender i kløerne på hinanden. På pressekonferencen for nylig afviste Frank Witter ikke muligheden for at gå sammen med andre bilproducenter om at løfte opgaven med at udvikle selvkørende teknologi. Ej heller samarbejder med andre leverandører.

Som Uden Hænder tidligere har skrevet, har VW da også allerede en aftale med Aurora om leverancer af selvkørende teknologi. Det gælder dog først og fremmest til køretøjer, der er tiltænkt mobilitetsydelser som fx. selvkørende minibusser.

Waymo præsenterede tidligere i år en målsætning om at lancere en selvkørende taxaordning i løbet af 2018. Det vil i så fald være en udvidelse af den forsøgsordning, der kører i Phoenix-forstaden Chandler, hvor en flåde af selvkørende Waymo-biler kører rundt med særligt udvalgte passagerer. I næste fase skulle Waymos biler blive tilgængelige for alle, der er villige til at betale for dem.

Læs også: Movia: Her er erfaringerne fra forsøget på Køge Sygehus

Rattet, der kører ind i instrumentbordet, når VW I.D. Crozz er selvkørende, bliver næppe at finde i produktionsbilen allerede fra 2020. Foto VW
Tags : VWwaymo
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response