Skandinaviens første selvkørende bus ruller nu på offentlig vej, og i andre europæiske lande tager cyklister nogenlunde positivt imod de førerløse busser. Her er ugens vigtigste selvkørende nyheder.
I Stockholm kører to busser nu selv
Sverige blev det første land i Skandinavien til at have førerløse køretøjer på offentlig vej, da to selvkørende busser torsdag begyndte at køre på en 1,5 km lang rute i Stockholm med to stop undervejs. Busserne har en kapacitet på 11 passagerer, og indtil videre kommer hastigheden ikke over 20 km/t. Det skriver Aftonbladet, som også har et billede af bussen på gaden (det er ikke den, på billedet herover…).
Det er Nobina, der står bag projektet, og busserne kommer fra franske Easymile. Nobina luftede en lignende bus på en lukket strækning i danske Albertslund i slutningen af 2017.
Forsøget i Stockholm er det første med autonome køretøjer, som den svenske trafikstyrelse har givet grønt lys. Ifølge Aftonbladet er der også kommet andre ansøgninger i Sverige. Det gælder danske Autonomous Mobility, der har ønske om et projekt i Gøteborg, og det gælder Volvo, som gerne vil lade almindelige mennesker køre i selvkørende Volvoer i en projekt kaldet Drive Me. Derudover har Volvo søgt om tilladelse til et forsøg med en selvkørende skraldebil.
Cyklister er trygge ved selvkørende busser, men…
Vejdirektoratet har undersøgt, hvordan cyklister og fodgængere reagerer, når de skal dele asfalt med førerløse busser. Det store spørgsmål er, hvad de bløde trafikanter vil gøre, når de ikke længere kan få øjenkontakt med en chauffør bag et rat.
“Faktisk viser det sig, at der, hvor der allerede er gennemført forskellige forsøg, har cyklisterne overraskende ofte følt sig tryggere ved de automatiske køretøjer end ved almindelige køretøjer,” siger Andreas Egense, afdelingsleder i Vejdirektoratet, til Ritzau.
Undersøgelsen tager afsæt i forskellige forsøg med førerløse busser, som allerede kører i andre europæiske lande. En af årsagerne til trygheden kan skyldes, at de førerløse busser kører med meget lav fart af hensyn til sikkerheden. Faktisk har fodgængere i ifølge trafikforskere nærmest blind tillid til de nye skabninger, da der er meldt om folk, der kaster sig ud foran førerløse busser ved forsøg i både Holland og Italien (Berlingske).
Der er dog stadig en udfordring tilbage, før de nye trafikanter er fuldt integrerede i trafikken: Det kniber med kommunikationen mellem dem og de bløde trafikanter, og det er svært at håndtere de uskrevne regler. Som for eksempel hvem, der har forkørselsretten, hvis bussen kører over en stor plads uden en afmærket vej.
Den fulde rapport er tilgængelig her.
Endnu en førerløs buslignende sag – men med nye perspektiver
2018 er startet med et flere af bud på, hvordan et førerløst køretøj kan se ud. Både VW og Toyota viste forskellige koncepter på forbrugerelektronikmessen CES i Las Vegas, men det gjorde den Schweiziske bilvirksomhed Rinspeed også.
Rinspeed er mest kendt for at ombygge eksklusive biler, og i deres bud på et førerløst køretøj er der da også lagt vægt på udseendet med 18” alufælge fra Borbet.
Den største attraktion er dog, at bunden kan hægtes af toppen af køretøjet, som er døbt Snap. Dermed er det for eksempel muligt at køre et udvalg af dagligvarer hen i et boligkvarter og så hægte “containeren” af køretøjet. Så kan kunderne hente deres varer, imens bunden af køretøjet kører hen og flytter en anden container.
Selv fremhæver Rinspeed dog først og fremmest, at funktionen kan løse et andet problem. Nemlig at alle de it-komponenter, der er i containeren, hvad den så end skal bruges til, har en meget kortere levetid end køretøjets drivline – altså batterier, elmotor og alt det, der får køretøjet til at køre. Med Rinspeeds model kan man nemmere skrotte det forældede it og genbruge drivlinen med noget nyt isenkram foroven.
Til de interesserede er der mange flere billeder og informationer her.
Uber vil have førerløse biler i drift om 18 måneder
I løbet af halvandet år vil de første Uber-kunder kunne bestille en bil ud et menneske bag rattet. Det fortæller kørselstjenestens CEO Dara Khosrowshahi til Bloomberg (Techcrunch).
Apple udvider selvkørende flåde
Selskabet med æblet har nu udvidet sin testflåde i et forsøg på at følge efter konkurrenten Waymo (Google). Der er dog lidt vej endnu, før de to it-giganter er nogenlunde jævnbyrdige inden for selvkørende biler, for imens Waymo tester førerløst i seks forskellige stater, og har 600 biler på vejene alene i Arizona, er Apple gået fra tre registrerede testbiler sidste år til nu at have 27 i alt. De kører alle i Californien (Bloomberg).
Futurist: Den selvkørende revolution begynder i 2021
I løbet af et årti vil overgangen til elektriske, selvkørende biler vende op og ned op den privatejede bil med benzinmotor. Det årti begynder om tre år, vurderer futuristen Tony Seba over for The National.
Tony Seba er instruktør på Stanford University og selvudnævnt serieiværksætter. Under et oplæg i forbindelse med World Future Energy Summit i Abu Dhabi for nylig henviste han til, at næsten 10 pct. af de bilejere i San Fransisco, som solgte deres bil sidste år, ikke købte en ny. I stedet bruger de kørselstjenesterne Uber og Lyft, og det er bare den spæde start, mener han.
Tony Seba forventer, at myndighederne i 2021 vil begynde at give tilladelser til, at selvkørende biler kan komme i brug, og at tingene derfra vil begynde at rulle.