Der er andet i verden end Uber, men Ubers påkørsel af en fodgænger i søndags sætter selvkørende transport i relief. Derfor handler de fleste selvkørende nyheder i denne uge om, hvad der er sket siden det fatale uheld.
Flere sætter autonom testkørsel på hold…
To selskaber har – foruden Uber – indstillet deres testkørsel i denne uge. Det gælder det Delphi-ejede Nutonomy, der blev bedt om at tage en pause af myndighederne i Boston. Og det gælder Toyota, som tager en pause af egen fri vilje.
“For os handler det om vores chaufførers velbefindende, for en hændelse som denne kan være ødelæggende, og chaufførerne er derude hver eneste dag,” siger Rick Bourgoise, kommunikationschef hos Toyota Research Institute, til USA Today og fortsætter:
“Vi vil give (chaufførerne, red.) tid til at fordøje og reflektere. Så vil vi genoptage.”
…Og andre fortsætter
Borgmesteren i San Fransisco har holdt møde med en række af de aktører, som tester selvkørende teknologi i byens gader.
“Autonome køretøjer har potentialet til at ændre vores gader, men først skal vi sikre, at teknologien er helt sikker for alle – vores bilister, fodgængere, cyklister og passagerer med offentlig transport,” udtaler borgmester Mark Farrell (USA Today).
Læs også: Politi frigiver video af Uber-uheld
Dermed undlader han at puste til en ild, der stadig har mulighed for at vende folkestemningen imod selvkørende biler.
Herhjemme forventer Vejdirektoratets mand på området, afdelingsleder Andreas Egense, at danske forsøg med selvkørende transport kommer til at blive afviklet som planlagt på trods af Uber-episoden (Uden Hænder).
Uber bruger kun én testkører
Med meget få undtagelser er der altid to sikkerhedspersoner om bord, når der bliver testet selvkørende biler i USA. Det konkluderer mediet Jalopnik efter en rundspørge blandt 52 selskaber, der har tilladelse til at teste selvkørende teknologi i Californien.
Ford, Toyota og Nissan er blandt dem, som bruger to testkørere, men det fremgår ikke, hvor mange af de 52 selskaber, der har svaret i Jalopniks rundspørge.
Waymo har som det eneste selskab svaret, at man kun bruger én testkører. Det begyndte Waymo at gøre i 2015 efter seks års testkørsel, og det gælder kun for “valideret” hardware og software. Ved afprøvning af helt ny teknologi er der altid to i bilen.
Der var kun én testkører i den Uber-bil, som dræbte en fodgænger i søndags.
Hyundai: Vi er forsigtige
Koreanske Hyundai udtalte i tirsdags, at bilfabrikanten er tilbageholdende med at sætte selvkørende biler i produktion på grund af sikkerhedsrisikoen.
Ifølge Yoon Song-Hoon, der har en direktørpost hos Hyundai, har Hyundai evalueret andre bilproducenters selvkørende biler og konkluderet, at deres sikkerhedsstandarder var mere “afslappede” end Hyundais egne (Euronews/Reuters).
Hyundai og VW indgik tidligere på året en aftale med Aurora om at levere selvkørende teknologi.
BMW vil bruge flere penge på udvikling
Med ambitioner om at have 25 elbiler i programmet i 2025 har BMW besluttet sig for at bruge nogle flere penge på at udvikle elbiler og selvkørende teknologi.
I 2017 brugte BMW i alt 6,1 mia. euro på udvikling (R&D). Det var én mia. euro mere end i 2015, og i år vil beløbet nærme sig 7,0 mia. euro, svarende til ca. 52 mia. kroner.
“Investeringerne vil stige med yderligere et høj trecifret millionbeløb (i euro, red.) fra år til år. Primært til den kontinuerlige fornyelse af modelprogrammet og det fortsatte arbejde med e-mobilitet og autonom kørsel,” udtalte BMW onsdag (Reuters).
Læs også: TEST – BMW 520d laver grumme fejl som selvkørende
Kørselstjenester kører fra taxaer i New York
Det her handler ikke om selvkørende biler, for sådan nogle bliver ikke testet i New York. Endnu. Men det er alligevel interessant i relation til selvkørende biler, for netop selvkørende biler har potentialet til at revolutionere den måde, vi bruger og ejer en bil på. Mange forestiller sig i hvert fald, at biler bliver noget, som vi bare tilkalder igennem en kørselstjeneste.
Derfor er det interessant, at kørselstjenester som Uber og Lyft sidste år overhalede de traditionelle gule taxaer i New York. Målt på hele året fik de 65 pct. flere ture end yellow cabs (Recode).
Læs også: Investeringsekspert: Her er mulighederne i fremtidens bilindustri