Selvkørende biler skal læse dit humør. Rundspørge peger på skeptiske amerikanere. Kinesisk højtaler kan snart snakke med din Audi. Og BMW vælger leverandør af vigtig sensor til selvkørende biler. Her er ugens vigtigste nyheder om selvkørende biler.
Selvkørende biler skal vide hvordan vi har det
De seneste to dødsulykker med selvkørende biler har sat fokus på, hvordan vi har det bag rattet af en selvkørende bil. Og vigtigere endnu – hvad vi egentlig laver bag rattet af en bil, der kører selv.
Begge ulykker – først en Uber-testbils påkørsel af en fodgænger, og så en Tesla, der kørte galt på autopilot – kunne efter alt at dømme være undgået, hvis føreren havde været mere opmærksom.
Selskabet Renovo arbejder på en løsning på netop det problem sammen med virksomheden Affectiva. Midlet til løsningen er et system, som ved at filme føreren kan se, hvilket humør føreren er i, og hvor han eller hun kigger hen.
Læs mere: Politi frigiver video af Uber-uheld
Systemet kan genkende syv sindsstemninger: vrede, foragt, afsky, frygt, glæde, tristhed og overraskelse.
Hvis systemet fx. ser, at passagerer i en selvkørende bil er bange, kan det få bilen til at sætte farten ned. Hvis bilen kun er delvist selvkørende, som i de to nylige dødsulykker, kan systemet minde føreren om at holde øje med vejen.
Der er allerede systemer på markedet, som overvåger føreren. Cadillac har et af de mest avancerede, som ved hjælp af et infrarødt kamera holder øje med førerens pupiller og afbryder sin semiselvkørende funktion, hvis øjnene er væk fra vejen i for lang tid ad gangen (The Verge).
Læs mere: Tesla sagsøgt efter anden dødsulykke på autopilot
Hvis du vil se mere om Renovos system, er der en fin video her. Bare husk, at der er flere nyheder under videoen!
3 ud af 4 amerikanere er skeptiske over for selvkørende biler
75 pct. af de 1034 amerikanere, som for nylig deltog i en rundspørge, vil foretrække selv at køre bilen selv, selvom de kunne vælge en selvkørende bil i stedet.
71 pct. vil savne at køre selv, hvis deres bil var selvkørende, og kun otte pct. svarede, at de ville føle sig “meget sikre” i en selvkørende bil. Mere end halvdelen svarede, at de ville føle sig “noget usikre” som passagerer i en selvkørende bil.
Det er den amerikanske reservedelsleverandør CARiD, der står bag undersøgelsen. Her udtaler direktør for produkttræning Richard Reina følgende:
“Resultatet af vores undersøgelse lader til at indikere, at den gennemsnitlige forbruger ikke er opmærksom på de seneste nyskabelser inden for selvkørende teknologi og måske ikke er klar til at omstille sig til en fuldt autonom biloplevelse” (The Drive).
Læs også: Her er de lande som er mest klar til selvkørende biler
BMW vælger leverandør af vigtig sensor
Det er BMW’s erklærede mål at have selvkørende biler på niveau 3 og 4 parat i 2021. Til det formål har den tyske bilproducent brug for de avancerede lidar-sensorer, og de skal komme fra det relativt nystartede, israelske firma Innoviz.
På længere sigte kan det føre til flere samarbejder på kryds og tværs af den selvkørende bilindustri. For aftalen mellem BMW og Innoviz indebærer også et samarbejde med underleverandøren Magna, som allerede har investeret i Innoviz. Og den amerikanske samkørselstjeneste Lyft har for nylig lavet et joint venture med Magna.
Så hvem ved – måske kommer det til at betyde, at Lyft’s bildelingsprogram kommer til at ende i selvkørende BMW’er (Techcrunch).
Læs mere: Det betyder “selvkørende på niveau 3 og 4”
Lyttende højtaler kan snakke med Volvo, Audi og Mercedes
Hvis man har en smart-højtaler fra kinesiske Alibaba stående derhjemme – altså en af de der højtalere, som kan svare, hvis man snakker til dem – kan man i en ikke så fjern fremtid få højtaleren til at give informationer om sin bil.
Det er resultatet af et samarbejde mellem Alibaba og Volvo, Audi samt Daimler (Mercedes). Ved at spørge den lille højtaler kaldet Tmall Genie om ting som temperaturen i bilen, om vinduerne er lukkede, eller hvor meget benzin, der er tilbage i tanken, kan man få et overblik over bilens tilstand.
Volvo har i sinde at implementere teknologien i XC90, S90 og XC60 (Alibaba).
Læs også: Test – Volvo S90 er gået fra slingrende til selvkørende