Selvkørende Volvo’er, som forsøgspersoner selv skal køre, robottaxaer fra GM i 2019 og engelsk lovgivning, som skal være på plads i 2021. Her er overblikket over ugens vigtigste selvkørende nyheder.
Strømmen af nyheder inden for autonome køretøjer tager fart, og det kan være svært at få det hele med. Derfor vil Uden Hænder fremover bringe et overblik over de vigtigste begivenheder og udmeldinger i den forgangne uge – det første kommer her:
Volvo uddeler første selvkørende bil til forsøgs-svenskere – som skal køre selv…
I Gøteborg har Volvo nu udleveret biler til de første deltagere i et forsøg, hvor formålet er at finde ud af, hvordan brugerne af en selvkørende bil håndterer den nye teknologi.
Med tiden vil 100 modificerede eksemplarer af Volvo XC90 blive udleveret til helt almindelige testfamilier. Volvo har arbejdet længe på at få godkendelser på plads til, at bilerne kan køre selv på udvalgte strækninger i omegnen af Gøteborg, men i første omgang bliver der blot tale om et forsøg på niveau 2, hvor chaufføren stadig har det fulde ansvar for kørslen. Det svarer til det niveau, som flere andre biler på markedet allerede tilbyder i dag (Dagens Industri).
Franske førerløse taxaer skal downunder
Navyas førerløse taxa kommer blandt andet til at køre i Perth, Australien. Efter planen skal de ankomme i april 2018 (Business Innovation).
Skal selvkørende biler være elektriske?
Ford siger ”nej, det skal være hybridbiler, så alt det autonome udstyr ikke dræner batterierne,” imens General Motors siger ”nope, de skal være helt elektriske”. I virkeligheden har selvkørende teknologi ikke noget at gøre med, hvilket brændstof, der driver bilen fremad, men spørgsmålet har alligevel skabt debat i USA. Iagttagere påpeger, at fordi selvkørende biler overordnet set kommer til at betyde, at bilerne kører flere kilometer, bør de være elektriske af hensyn til klima og miljø (The Verge).
GM vil indsætte robotaxaer i store byer i 2019
General Motors, der står bag hæderkronede amerikanske brands som Chevrolet og Cadillac, har også selvkørende biler i pipeline. Fundamentet for bilgigantens selvkørende model er den elektriske Chevrolet Bolt, der i Europa bliver solgt som en Opel Ampera.
”Hvis vi fortsætter med den nuværende hastighed, vil vi være klar til at implementere denne teknologi i stor skala i de mest komplekse miljøer i 2019,” siger GM’s bestyrelsesformand Dan Ammann ifølge Reuters.
England vil have lov for selvkørende biler i 2021
Selvkørende biler passer ikke ind i færdselsloven, som den er, så i England skal et nyt regelsæt være på plads 2021. Det skal blandt andet give klarhed over, hvem der har ansvaret, hvis en selvkørende bil kører galt (Guardian). Som Uden Hænder tidligere har skrevet, har man i Tyskland allerede taget stilling til en række juridiske problemstillinger omkring selvkørende biler, imens den danske transportminister ikke har planer om lignende initiativer i Danmark.
Nissan annoncerer næste skridt i den selvkørende evolution
Bilerne kommer ikke til at springe fra niveau 2 til niveau 5 fra den ene model til den næste. I stedet bliver der tale om, at de selvkørende systemer løbende får nye funktioner, og for Nissans vedkommende gælder det for eksempel evnen til at køre autonomt på motorveje i 2019. Det fortæller mærkets europæiske direktør for produktplanlægning til Uden Hænder.
Men hvornår kommer de rigtigt selvkørende biler egentlig???
Teslas grundlægger Elon Musk siger, at vi kan tage en lur i hans biler om to år. Men selv hvis han får ret, vil der gå meget længere tid, inden fuldt selvkørende biler bliver hvermandseje. Kapitalfonden Loup Ventures peger for eksempel på, at 95 pct. af de nye biler i 2040 vil være fuldt autonome. Og måske er det også fint nok, at bilerne ikke bliver helt selvkørende over natten. Det mener i hvert fald den danske trafikforsker Harry Lahrmann, som Ingeniøren har talt med.
Det var vist det. Føl dig fri til at efterlade en kommentar, hvis jeg har overset noget!