close

Fords CEO: Det kommer til at tage længere tid

Ford Autonomous Vehicles in D.C.
Ford blev i oktober 2018 det første selskab til at teste selvkørende biler i Washington D.C.

Det tager længere tid at udvikle selvkørende biler end forventet, fortæller Fords CEO til Bloomberg. Han regner dog stadig med de første modeller i 2021.

“Vi overvurderede ankomsten af autonome køretøjer.”

Sådan lød det ifølge Bloomberg fra Fords CEO Jim Hackett i sidste uge, da han snakkede til en forsamling i Detroit Economic Club.

Han uddybede, at selvkørende biler nok skal blive en realitet, og at de også kommer til at forandre verden. Men de selvkørende biler, som Ford har varslet i 2021, kommer ikke til at være lige så selvkørende som forventet.

“Deres funktioner vil være begrænsede, det vi kalder geo-fenced, fordi problemet er så komplekst,” sagde Jim Hackett ifølge Bloomberg.

Læs også: Her er Top 10 over producenter af selvkørende biler

Vil springe udviklingstrin over

Ford har i lighed med Volvo varslet, at de vil gå direkte fra niveau 2 til niveau 4. Det sker for at undgå det omdiskuterede niveau 3, hvor bilen kan være selvkørende under de rette forhold, men hvor et menneske skal være klar til at gribe ind med kort varsel, hvis forholdene ændrer sig.

En niveau 4-bil kan selv holde sikkert ind til siden, hvis personen bag rattet har fået et ildebefindende. Eller måske bare er faldet i søvn. Men selvom det er en funktion, Ford har i sinde at introducere om to år, bliver det altså kun i begrænsede områder. Historien melder ikke nogen om, hvorvidt geo-fencing i dette tilfælde betyder en geografisk begrænsning til fx byer. Eller om der er tale om at begrænse de selvkørende funktioner til vejtyper som fx motorvejskørsel eller trafikscenarier som fx. køkørsel.

Læs også: Forstå definitionerne af selvkørende biler på fem minutter

Udmeldingen fra Fords topchef ligger godt i tråd med udmeldinger fra andre dele af branchen. Ikke mindst bar retorikken omkring års vigtigste teknologimesse, CES i Las Vegas, præg af, at både bilproducenter og tech-selskaber har erkendt, at det er en overordentlig stor udfordring at udvikle selvkørende biler.

Ikke i min tid

Den 63-årige Jim Hackett lader dog ikke til at være i tvivl om, at de selvkørende biler kommer. I Detroit nævnte han ifølge Bloomberg, at det kommer til at forandre den måde, logistik og transport er struktureret. Og den måde, byer bliver designet.

“Jeg står ikke i spidsen for Ford, når det kommer til at ske. Men jeg ser det helt klart for mig,” siger han.

Ford og Volkswagen annoncerede for nylig en større aftale om at udvikle biler sammen. Blandt andet varevogne og pickup’er. Et potentielt samarbejde om selvkørende biler er også på tegnebrættet som en udvidelse af aftalen, men det er endnu ikke bekræftet.

Læs også: Selvkørende busser er på trapperne i Nordhavn

Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response