Imens 40 pct. af danskerne regner med, at man kan købe en selvkørende bil om 10 år, har kun de færreste tænkt sig at bruge en. Det viser ny undersøgelse fra Mercedes.
Hvornår kommer de selvkørende biler? Og kan man stole på dem?
Spørgsmålene optager stadig flere borgere verden over, imens de selvkørende biler sikkert, men langsomt, rykker nærmere.
I en ny undersøgelse giver et repræsentativt udsnit af den danske befolkning nu sit besyv med. Undersøgelsen er bestilt af Mercedes-Benz Danmark hos Userneed. 2009 danskere mellem 18 og 75 år har svaret.
Et af spørgsmålene afdækker forventningen til, hvornår det bliver muligt at købe en selvkørende bil, som må køre på gaderne.
Her svarer i alt 40 pct. af de adspurgte, at det vil ske inden for 10 år. Yderligere 21 pct. mener, at det vil tage 11-15 år. Otte pct. mener, at det aldrig kommer til at ske.
Spørgsmålet giver ikke mulighed for at gradbøje begrebet selvkørende. Men hvis vi antager, at respondenterne tænker på fuldstændigt selvkørende biler, hvor et rat er overflødigt, ligger danskernes forventning fint i tråd med bilproducenternes forventninger.
Læs også: Forstå definitionerne af selvkørende biler på fem minutter
Flere mærker, heriblandt Audi, VW og Mercedes, peger på 2030 som året, hvor den slags biler uden behov for et rat bliver en realitet.
Vil hverken købe eller bruge den
Nok så interessant er det, at et mindretal af danskerne har tænkt sig at bruge eller købe en selvkørende bil. Kun fem pct. anser det som meget sandsynligt, imens hele 51 pct. opfatter det som usandsynligt eller meget usandsynligt.
Modviljen mod at bruge de selvkørende biler hænger måske sammen med, at tilliden til sikkerheden i de selvkørende biler for mange danskerne kan ligge på et meget lille sted.
En overvægt af de adspurgte erklærer sig enten “helt enig” eller “enig” i, at de udsigten til selvkørende biler gør dem utrygge.
Og hvis man skal tage undersøgelsens konklusioner for gode varer, er 59 pct. af danskerne bekymrede for sikkerheden i selvkørende biler.
Vil ændre sig med tiden
Danskernes skepsis over for selvkørende biler er dog helt naturlig. Det mener den danske Mercedes-importør.
“Dels er medierne gode til at fortælle historien, når der sker uheld i test. Men det handler nok primært om, at de selvkørende biler indvarsler en helt ny form for mobilitet, som vi har svært ved at forestille os i dag,” skriver Mercedes-Benz Danmark i en kommentar til undersøgelsen.
Læs også TEST: Kia Optima – kan den køre selv?
Hos Mercedes-Benz Danmark tror man på, at utrygheden vil blive mindre med årene. Det vil angiveligt ske i takt med, at bilerne på gaderne bliver mere og mere avancerede. En udvikling som ifølge Mercedes-Benz allerede startede for 20 år siden, da det elektroniske stabiliseringssystem ESP blev opfundet. Et system, som i dag er standard i alle nye biler i Danmark.
Nyere opfindelser som adaptiv fartpilot og vognbaneassistenter er en fortsættelse af udviklingen på vej mod mere selvkørende biler.
“Så på den måde bliver vi vænnet til, at bilen hjælper os mere og mere med at køre sikkert og korrekt,” skriver Mercedes-Benz.
Læs også TEST: Mercedes E-klasse kører fra konkurrenterne – af sig selv
Bliver mildere i andre lande
Som Uden Hænder tidligere har skrevet, er befolkningerne i en række andre lande blevet mindre skeptiske over for selvkørende biler. Det viser en undersøgelse, som Deloitte udgav i starten af 2018. I forhold til resultaterne fra en lignende undersøgelse et år tidligere, var folkestemningen blevet mildere i samtlige af de 15 forskellige lande i undersøgelserne.
Et af de lande var USA. Her mente 47 pct. af indbyggerne i starten af 2018, at selvkørende biler er usikre. Et år tidligere var tallet oppe på 74 pct.
Læs også: Politi: Uber-testkører så talentshow under dødsulykke
Der er dog en afgørende forskel på timingen af undersøgelserne fra Deloitte og Mercedes-Benz Danmark. For i mellemtiden har en selvkørende bil for første gang ramt og dræbt en fodgænger, ligesom der har været flere ulykker med Tesla‘er på autopilot i løbet af foråret.
Glæder sig til mindre kø
Når man snakker selvkørende biler, er der overordnet set to fordele, som bliver fremhævet igen og igen. Den ene er, at trafikken sandsynligvis bliver et mere sikkert sted at færdes, fordi selvkørende biler ikke begår menneskelige fejl som fx. at sms’e bag rattet.
Den anden er, at det bliver muligt at bruge tiden til noget andet end at køre.
Set i det lys er det interessant, at ingen af de to potentielle gevinster ligger øverst på danskernes liste over fordele ved selvkørende biler.